Thomas Cook Airlines UK har indgivet konkursbegæring

Thomas Cook Airlines UK har indgivet konkursbegæring

Thomas Cook Group har mandag d. 23. september 2019 indgivet sin konkursbegæring. Thomas Cook har bekræftet, at konkursbegæringen også omfatter luftfartsselskabet Thomas Cook Airlines UK. Thomas Cook Airlines Scandinavia indstillede mandag flytrafikken midlertidigt og genoptog flyvningerne tirsdag morgen den 24. september. Man må dog forvente enkelte driftsforstyrrelser de næste dage.

Som konsekvens af Thomas Cook Airlines UK’s konkursbegæring kan Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen ikke behandle klager over den britiske del af selskabet i henhold til passagerrettighedsforordningen 261/2004 om flypassagers rettigheder eller forordning 1107/2006 om handicappedes rettigheder, når de rejser med fly.

Hvis du har været berørt af en forsinkelse eller aflysning og har indsendt en klage til styrelsen, vil du blive orienteret direkte af styrelsen, hvis denne omfatter et krav mod det britiske luftfartsselskab. Du kan på dit rejsebevis se, om det er den skandinaviske Thomas Cook Airlines eller den britiske Thomas Cook Airlines, du skulle være fløjet med.

Styrelsen vil følge udviklingen i det skandinaviske datterselskab Thomas Cook Airlines Scandinavia tæt.

Hvis du har købt en pakkerejse, kan du være dækket af rejsegarantifonden. Du kan læse mere på: https://www.rejsegarantifonden.dk/forside/