Væsker og madvarer

Sidst opdateret 23/06/2020
Der er særlige regler for, hvad du må tage med ombord i din håndbagage på flyrejser indenfor EU. Du må gerne medbringe væsker og madvarer, men de skal pakkes efter særlige regler.

Væsker og madvarer skal være pakket i beholdere, der max kan rumme 100 ml (1 dl).

Du må gerne medbringe mere end én beholder, men de skal alle kunne være i én genlukkelig og gennemsigtig 1 liters plastikpose.

Plastikposen skal kunne lukkes helt og skal typisk lægges i en separat bakke i sikkerhedskontrollen.  

Hvis dine væsker og madvarer fylder mere end 100 ml (1 dl), bliver de afvist i sikkerhedskontrollen.

Bemærk: Madvarer i flydende form omfatter også en blanding af faste og flydende ingredienser (f.eks. kød og kartoffel med sauce). Det samme gør frosne fødevarer.

Babymad og medicin

Du må gerne medbringe mere end 100 ml (1 dl) babymad og dertilhørende vand i din håndbagage. Det må dog kun være i de mængder, der er behov for under flyrejsen.

Du må gerne medbringe mere end 100 ml (1 dl) flydende medicin i din håndbagage. Det må dog kun være i de mængder, som du har behov for under flyrejsen.

Babymad og medicin skal lægges i en separat bakke ved sikkerhedskontrollen.

 

Du skal kunne bevise medicinens ægthed og dit behov for at medbringe det. Medbring gerne en skriftlig dokumentation fra din læge og/eller apotek, som kan fremvises i sikkerhedskontrollen.

Bagagereglerne kan variere

Reglerne kan variere inden for EU, da nogle lande har udarbejdet særregler, der er strammere end de fælleseuropæiske regler.

Det er derfor altid en god idé at forhøre sig om de specifikke bagageregler hos både flyselskab samt den lufthavn, man skal rejse til og fra.