Hvis du ikke blev informeret om aflysningen mindst to uger før den planlagte afgang, kan du have ret til kompensation.
Det gælder dog ikke, hvis aflysningen skyldes usædvanlige omstændigheder eksempelvis dårligt vejr, visse former for strejker, fabrikationsfejl på flyet eller flyvelederrestriktioner.
Derudover har du ret til at vælge, om du vil have refunderet din flybillet eller have rejsen omlagt.
Vælger du at få omlagt din rejse, kan du også have krav på rimelig forplejning (mad og drikke – ikke alkohol), mens du venter på næste ledige flyafgang.
Hvis en overnatning er nødvendig på grund af omlægningen, skal flyselskabet også tilbyde dig en hotelovernatning samt transport mellem hotel og lufthavn.
Hvis flyselskabet ikke tilbyder dig rimelig forplejning, mens du venter på din omlagte rejse, kan du selv købe mad og drikke og efterfølgende gøre krav på at få indkøbene refunderet af flyselskabet.
Husk at gemme kvitteringerne for dine indkøb, så du kan dokumentere dine udgifter overfor selskabet.
Så meget kan du have ret til i kompensation pr. passager
Inden for EU:
250 Euro for flyvninger under 1.500 km
400 Euro for flyvninger over 1.500 km
Uden for EU:
250 euro for flyvninger under 1.500 km
400 euro for flyvninger mellem 1.500 og 3.500 km
600 euro for flyvninger på mere end 3.500 km
I visse tilfælde kan flyselskabet desuden nedsætte din kompensation med 50%, hvis du bliver omlagt til en anden flyvning. Dette afhænger af, hvor langt du flyver, og hvor hurtigt du kommer frem.