Når du bestiller en flyrejse, bør du så hurtigt som muligt - og senest 48 timer inden afrejse - gøre luftfartsselskab eller rejsearrangør opmærksom på, at du er kørestolsbruger, da der er begrænset plads i flyets lastrum. Størrelsen og vægten på kørestolen kan derfor betyde, at man ikke kan komme med en specifik flytype eller, at der ikke er plads til kørestolen på en specifik afgang.
Der skal derfor opgives størrelse og vægt på kørestolen ved bestilling af flyrejsen, og det er således vigtigt at kontakte luftfartsselskabet i god tid, for at høre om det er muligt at medbringe en kørestol på den ønskede afgang. Desuden er der særlige regler omkring kørestoles batterier – læs mere nedenfor.
Elektriske kørestole må ikke tages med i flyets kabine, men skal i stedet afleveres ved gaten eller checkes ind sammen med den øvrige bagage. Under flyvningen vil kørestolen være placeret i flyets lastrum. Læs evt. mere om bagagereglerne for elektronisk udstyr. For at mindske risikoen for skader på kørestolen, er det en god idé at afmontere alle løse dele, inden du overgiver kørestolen til luftfartsselskabet.
Vær gerne opmærksom på, at det i de fleste lufthavne er muligt at låne en gratis kørestol fra ankomst til lufthavnen og til ombordstigning, men hvilken form for kørestol, der kan lånes, varierer meget, så ved særlige behov kan det være relevant at søge mere information ved henvendelse til den pågældende lufthavn.
Særligt om kørestoles batterier
Afhængig af, hvilken type batteri, der findes i el-kørestolen, er der forskellige forholdsregler, som man skal være opmærksom på.
IATA (International Air Transport Association) regulerer farligt gods og reglerne for transport af batterier til kørestole kan findes på deres hjemmeside
Kørestole med tørbatteri eller gelebatteri (dry battery/non-spillable battery): Batterierne anses for at være ufarlige og er godkendt til transport i flyets kabine uden restriktioner. Batteriet skal dog kobles fra eller eventuelt fjernes - hvis kørestolen er designet således, at det er let at fjerne.
Kørestole med gammeldags ”våd/syre”-batterier (wet cell battery): Batteriet skal kobles helt fra og eventuelt også fjernes fra kørestolen og placeres i en særlig boks, afhængig af flytype. Der er også en række krav til opbevaringen af batteriet.
Kørestole med Lithiumbatteri: Batteriet skal kobles helt fra og tages med ind i flykabinen, og der stilles krav om dokumentation på, at batteriet er godkendt til flytransport og til, at batteriet er beskyttet mod kortslutning og skade under transporten. Desuden er der begrænsninger på batteriets størrelse – max 300 Wh, eller hvis kørestolen er designet til to batterier, så max 160 Wh pr. stk. Der må derudover også medbringes et reservebatteri på max 300 Wh eller to reservebatterier på max 160 Wh. Medbringes der reservebatterier skal de også tages med ind i flykabinen.
Det enkelte luftfartsselskab kan, af hensyn til sikkerheden, til enhver tid vælge at have skrappere krav, hvorfor det er vigtigt at kontakte luftfartsselskabet så hurtigt som muligt, forud for bestilling af flyrejsen.
Relevante links
Gå til side om elektroniske genstande og batterier på flypassager.dk
Gå til IATA's hjemmeside for farligt baggage (engelsk) (nyt vindue)
Gå til IATA's hjemmeside for dokumentation for farligt baggage (engelsk) (nyt vindue)