Ny mulighed for at faa behandlet klage over aflyste flyafgange indenfor EU

Ny mulighed for at få behandlet klage over aflyste flyafgange indenfor EU

Passagerer får nu – på visse betingelser – mulighed for at få Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen til at behandle klager over manglende refusion af flybilletter for både ud- og hjemrejse inden for EU i forbindelse med flyafgange, der er blevet aflyst grundet Covid-19. Én betingelse er, at ud- og hjemrejse skal være købt under én samlet booking.

På baggrund af følgerne af Covid-19 har Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen (TBST) siden marts i år oplevet en stor stigning i antallet af klager over aflyste flyafgange, hvor passagererne ønsker refusion af deres ubrugte flybilletter. 

Som følge af den helt ekstraordinære situation, som Covid-19-krisen har medført for hele luftfartsbranchen og de mange passagerer, som har fået aflyst deres rejser, har TBST henvendt sig til EU-Kommissionen med henblik på at afklare muligheden for at behandle krav om refusion af flybilletter for både ud- og hjemrejse. 

Normalt har de nationale myndigheder – i Danmark TBST – kun mulighed for at behandle krav om refusion for det aflyste fly, der skulle have fløjet fra Danmark, men ikke for et aflyst fly fra et andet EU-land til Danmark. 

EU-Kommissionen har netop tilkendegivet over for TBST, at styrelsen i denne særlige situation, hvor passagerne pga. Covid-19-krisen slet ikke er kommet afsted på rejsen, kan behandle klagen for både ud- og hjemrejse ved aflysninger, hvor

  • Både ud- og hjemrejsen er aflyst eller
  • Udrejsen er aflyst, og hjemrejsen derfor ikke kan foretages

For begge scenarier gælder, at ud- og hjemrejsen skal være købt ved én samlet booking. Hvis du har købt en enkeltbillet fra et andet EU-land til Danmark, så gælder fortsat, at du skal rette din klage til det pågældende EU-lands klageinstans.  

Tilbagevirkende kraft 

TBST vil nu iværksætte en indsats for at kontakte de passagerer, der er blevet vejledt til at henvende sig til et andet lands myndigheder, for at få behandlet deres klage over en aflysning for hjemrejsen grundet Covid-19-krisen.

Passagerer, der tidligere har indsendt en refusionsklage for den samlede rejse, kan derfor inden for den nærmeste fremtid forvente at blive kontaktet af TBST.

Har du tidligere indsendt en klage til TBST, hvor du ikke har inkluderet den aflyste hjemrejse, kan du nu henvende dig til TBST på info@tbst.dk for også at få inkluderet hjemrejsen i din klage. Husk i den forbindelse at oplyse dit sagsnummer, som du har modtaget i forbindelse med indsendelsen af din klage.

Bedre løsning for passagererne

TBST er tilfreds med EU-Kommissionens svar og ser muligheden for at behandle den samlede rejse som et godt tiltag i forhold til at sikre passagerernes rettigheder i denne ekstraordinære situation. Med den nye tilgang bliver det lettere for den enkelte passager at klage over manglende refusion.

Har du spørgsmål vedr. de nye muligheder, kan du læse mere på www.flypassager.dk. Vi anbefaler, at du venter med at kontakte TBST til du har modtaget en mail vedrørende din sag.